[OOo-nyhedsbrev] Verdens største open source projekt fejrer 5 års fødselsdag med OpenOffice.org 2.0
13. oktober 2000 blev verdens største open source-projekt søsat, og nu
godt 5 år senere frigives den længe ventede OpenOffice.org 2.0.
OpenOffice.org 2.0 indeholder en markant forbedret og mere brugervenlig
brugergrænseflade, men det er bare toppen af isbjerget. Blandt de nye
funktionaliteter kan nævnes:
* Understøttelse af OpenDocument - den åbne standard for kontordokumenter
* Komplet databaseapplikation
* Mulighed for at underskrive dokumenter med den digitale signatur
(OCES-certifikatet)
* Forbedret understøttelse af bl.a. PDF-, MS Office- og
WordPerfect-dokumenter
* Mulighed for at udvikle XForms – næste generations webformularer
* Sprogpakker, der giver mulighed for at skifte mellem mere end 40 sprog
på brugergrænsefladen
”Frigivelsen af OpenOffice.org 2.0 er på mange måder et synligt bevis
på, at projektet og produktet er modnet.”, udtaler Søren Thing Pedersen,
der leder den danske projektgruppe. ”Den nye udgave introducerer helt ny
funktionalitet samtidig med, at der er blevet plads til mange små og
store forbedringer. Takket være indsatsen fra mere end 20 aktive
oversættere er den danske udgave også modnet, og brugergrænsefladen,
hjælpetekster samt en lang række vejledninger er nu færdigoversat.”
Den vigtigste forbedring ved OpenOffice.org 2.0 er understøttelse af
OASIS' dokumentstandard OpenDocument. På opfordring af bl.a. EU er
OpenDocument også ved at blive godkendt som ISO-standard.
”Offentlige myndigheder verden over er i stigende grad begyndt at stille
krav til, at leverandører og softwareprodukter understøtter åbne
standarder. Derfor har understøttelse af dokumentstandarden OpenDocument
været et altafgørende krav til OpenOffice.org 2.0.” udtaler Søren Thing
Pedersen. ”Allerede nu er OpenOffice.org med på listen over kompatible
softwareprodukter, hvis næste eDag medfører krav om, at offentlige
dokumenter skal udveksles i den åbne standard.”
OpenOffice.org 2.0 er bagudkompatibel med bl.a. OpenOffice.org 1.x- og
MS Office-dokumenter, og OpenOffice.org 2.0 kan automatisk konvertere
disse formater til dokumentstandarden OpenDocument.
Kontorpakken OpenOffice.org frigives under open source-licensen LGPL og
kan frit hentes og uden begrænsning bruges af alle interesserede
privatpersoner, organisationer og virksomheder.
Om OpenDocument
OpenDocument er en international XML-baseret standard for
kontordokumenter godkendt af OASIS (the Organisation for the Advancement
of Structured Information Standards). OpenDocument muliggør fri
udveksling af dokumenter mellem softwareprodukter.
OASIS er IT-branchens internationale organ for e-handelsstandarder, og
sponoreres af førende IT-virksomheder såsom Computer Associates, EDS,
IBM, Microsoft, Novell, Oracle, PeopleSoft og Sun Microsystems. OASIS'
”OpenDocument Technical Committee”, som er ansvarlig for udvikling og
vedligeholdelse af OpenDocument-standarden, består i øjeblikket af
Adobe, IBM, Sun Microsystems og et antal andre interesserede parter.
Komiteen er åben for alle, som er interesseret i at deltage.
OASIS OpenDocument er desuden blevet anerkendt af et antal
organisationer, som bl.a. omfatter EU, de franske ministerier for
økonomi, finans og industri, bystyrerne i München, Wien og Bristol, det
israelske finansministerium, det brasilianske sundhedsministerium,
Singapores forsvarsministerium, staten Massachusetts i USA samt
firmaerne IBM, Novell, Red Hat og Sun Microsystems.
I slutningen af september 2005 blevet OpenDocument indsendt til
International Organization for Standardization med det formål at gøre
OpenDocument til en ISO-standard.
Om kontorpakken
OpenOffice.org er en komplet fri kontorpakke udstyret med alle de
funktioner, som kendetegner moderne kontorpakker – dvs. programmer til
tekstbehandling, regneark, diagrammer, præsentationer, tegninger samt
databaser. OpenOffice.org er oversat til mere end 45 sprog, og
kontorpakken kan frit hentes til en række operativsystemer heriblandt
Windows, Linux og Mac OS X.
Dansk OpenOffice.org kan hentes fra http://da.openoffice.org. Her kan
alle interesserede også deltage i den danske projektgruppe.
Frigivelsen af OpenOffice.org 2.0 er en milepæl for den danske
projektgruppe, DA.OpenOffice.org. OpenOffice.org 2.0 er således komplet
oversat til dansk, hvilket betyder, at i alt 68540 tekststrenge i
brugergrænsefladen og hjælpeteksterne både er oversat og
kvalitetssikret. Den danske projektgruppe hjælper gerne andre med at
oversætte OpenOffice.org til færøsk, grønlandsk og evt. islandsk.
Kontorpakken distribueres under open source-licensen LGPL, og det er
frit for enhver at bruge, videreudvikle, ændre og redistribuere softwaren.
Om open source-projektet
13. oktober 2000 blev verdens største open source-projekt søsat, da Sun
Microsystems frigav kildekoden til StarOffice til projektet
OpenOffice.org. I dag bygger kontorpakken StarOffice på den kildekode,
der udvikles af OpenOffice.org.
OpenOffice.org udvikles, supporteres og promoveres gennem et
internationalt fællesskab af frivillige med Sun Microsystems som
hovedsponsor. OpenOffice.org opererer via http://www.openoffice.org.
Sun Microsystems udvikler en stor del af OpenOffice.org, men projektet
tiltrækker i stigende grad frivillige deltagere samt andre it-virksomheder.
Senest har Google vist interesse for at hjælpe til med at udbrede
OpenOffice.org.
I dag har OpenOffice.org mere end 30000 registrerede deltagere på
projektets e-postlister, 650 bidragsydere til kildekoden eller
projektets websted og OpenOffice.org er blevet hentet mere end 49 mio.
gang fra www.openoffice.org. Antallet af brugere overstiger antageligt
dette tal, da OpenOffice.org frit kan kopieres. På blot 5 år er
OpenOffice.org blevet den foretrukne fri kontorpakke for både private
brugere og virksomheder.
Yderligere informationer
Yderligere information samt international pressemeddelelse kan hentes på:
http://www.openoffice.org/press/2.0/index.html
For yderligere oplysninger om funktionaliteten i OpenOffice.org 2.0 se:
http://www.openoffice.org/dev_docs/features/2.0/index.html
Yderligere oplysninger om OASIS OpenDocument kan læses på:
http://www.oasis-open.org/committees/tc_home.php?wg_abbrev=office
DANSK KONTAKT
Søren Thing Pedersen
Projektleder for Dansk OpenOffice.org
thing@openoffice.org
Leif Lodahl
Koordinator for dansk oversættelse af dokumentation til OpenOffice.org
lodahk@yahoo.dk
Finn Gruwier Larsen
Koordinator for dansk markedsføring af OpenOffice.org
finn@gruwier.dk
INTERNATIONAL KONTAKT
Jacqueline McNally (UTC +08:00)
Projektleder for markedsføring af OpenOffice.org
jacqueline@openoffice.org
+61 (8) 9474-3021
John McCreesh (UTC +01:00)
Co-projektleder for markedsføring af OpenOffice.org
jpmcc@openoffice.org
+44 (0)131 523 9218
Louis Suarez-Potts
Leder af OpenOffice.org-fællesskabet
louis@openoffice.org
+1 (416) 625 3843